Du har sikkert på et eller andet tidspunkt tænkt om man kunne ændre sidehovedet og sidefoden på de sider du udskriver med Internet Explorer. Dette kan lade sig gøre, men som du måske har fundet ud af selv kan det være lidt mystisk at indstille, hvis du i første omgang fandt frem til indstillinger. Her vil jeg lige hurtigt komme ind på, hvordan det egentligt fungerer, og hvordan du benytte indstillingerne til at lave din helt egen personlige sidehoved og sidefod, hvis du er lidt træt af den normale indstilling. Eller du kan vælge at fjerne dem helt fra dine udskrifter.
Det som du i Internet Explorer skal have frem er Sideopsætning-dialogboksen. Dette gøres i IE7 ved først at trykke på Alt-tasten, for at få Filer-menuen frem, hvorefter der klikkes på Sideopsætning.
Her vil du som standard for sidehovedet se at der står: &w&bSide &p af &P. Dette er en kombination af tekstkoder samt almindelig tekst, som giver det resultat du normalt ser på dine udskrifter. Tekstkoden &w er f.eks. der hvor vinduets titel vil indsættes. Alle tekstkoderne starter med et &-tegn efterfulgt af et bogstav, som dermed beskriver hvilken tekstkode, som anvendes. De tekstkoder som her kan anvendes er:
Vinduets titel: &w
URL-adresse: &u
Dato i kort datoformat: &d
Dato i langt datoformat: &D
Klokkeslæt: &t
Klokkeslættet i 24-timers format: &T
Det aktuelle sidetal: &p
Det samlede antal sider: &P
Højrejusteret tekst: &b [tekst der skal højrejusteres]
Centreret tekst: &b [tekst der skal centreres] &b
Et enkelt &-tegn (&): &&
For forsiden af denne side, som du lige nu læser vil det betyde, at jeg kan ændre sidehovedet og sidefoden til præcist det, som jeg ønsker. Den normale for denne side vil i Internet Explorer være:
Sidehoved: Peter Brun Side 1 af 23
Sidefod: http://peter.mpbrun.dk/ 23-08-2007
Ved at ændre lidt på indstillinger kan jeg f.eks. vælge at flytte lidt rundt på elementer samt indsætte klokkeslættet centret i sidehovedet, samt ændre datoformatet til et format som jeg foretrækker, nemlig “langt datoformat”.
Dette vil give følgende resultat:
Sidehoved: Peter Brun 22:52:09 23. august 2007
Sidefod: http://peter.mpbrun.dk/ Side 1 af 23
Så for at summere op, så kan du ved hjælp af kombinationer af tekstkoderne samt ved anvendelse af almindelig tekst helt selv bestemme, hvordan dit sidehoved og sidefod skal se ud på de udskrifter du får ved hjælp af Internet Explorer. Og, hvis du ikke ønsker nogen tekst overhovedet er dette også muligt, ved at du sletter alt teksten i de to indstillingsfelter.
- Peter Sandberg Brun

0 kommentarer til “Sidehovedet og sidefoden i Internet Explorer”
Skriv en kommentar