Har du kommet til at omdøbe en mappe eller fil til noget, som ikke er understøttet vil du opleve at du efterfølgende ikke mere kan omdøbe eller slette denne fil eller mappe. Hvis du kommer eller har været ude for dette er her, hvordan du omdøber eller sletter sådanne filer og mapper.
Lad os sige, at jeg nu omdøber en mappe ved hjælp af Højreklik –> Omdøb. Det nye navn vælger jeg nu skal være tegnet som fås ved Alt+255 eller Alt+0160 (tallene på det numeriske tastatur), hvilket giver et mellemrum.
Ved denne omdøbning brokker Windows sig ikke over noget som helst. Efterfølgende vil jeg så omdøbe mappen igen, eller bare slette. På den normale måde man omdøber og sletter mapper brokker Windows sig igen ikke, men der sker desuden heller ikke noget med mappen. Den kan nemlig nu ikke omdøbes eller slettes igen efter jeg ændrede navnet til dette. Der kommer ikke en gang en bekræftelses meddelelse med om man er sikker på sletningen, der sker bare ikke noget.
Dette er et problem som kun forekommer i Windows Vista og Windows Server 2008, så du kan ikke efterprøve problemet i tidligere versioner af Windows, f.eks. XP, da det her virker som det skal.
Da selve Windows Stifinder ikke kan klare dette med omdøbningen eller sletningen, så er det er kommandoprompt (cmd.exe) vi skal have fat på. Åben derfor nu cmd.exe, enten normalt eller kør den som administrator.
For at omdøbe mappen med navnet “ ”, som er på skrivebordet, til det nye navn “Mappe” skriver man følgende:
REN "F:\Users\Peter Brun\Desktop\ " "Mappe"
Og hvis bare ønsker at slette den sammen med alt dens indhold, skrives:
RD /S /Q "F:\Users\Peter Brun\Desktop\ "
For filer kan du opleve det samme problem, og her benyttes nogenlunde de samme kommandoer. Det kan her f.eks. være at man har omdøbt filen “Vista.txt” til “ ”. For at omdøbe denne fil til det oprindelige navn skrives følgende:
REN "F:\Users\Peter Brun\Desktop\ " "Vista.txt"
Og for at gennemtvinge en sletning af filen:
DEL /F "F:\Users\Peter Brun\Desktop\ "
Så, hvis du ved et tilfælde i Windows Vista kommer til at navngive en mappe eller fil til det, som er beskrevet her, så ved du nu hvordan du omdøber eller slipper af med filen igen.
TIP: Når du skal have stierne til filerne eller mapperne, så Shift+højreklik på dem og vælg “Kopier som sti”. Dermed fås den helt korrekte sti hver gang.
P.S. Denne lille bug i Vista/Server 2008 valgte jeg at fejlrapportere under Windows Server 2008 Technical Beta (ID:286939). BUG IT!
UPDATE: Bug status = lukket (kan ikke løses)
- Peter Sandberg Brun



